LAVENDLER

Navnet

Navn Lavendel kommer til Danmark i det 13. århundrede, bragt hertil fra Frankrig hvor de kaldes Lavandre. Navnet stammer helt tilbage fra Romersk latin Lavare, som er udledt af ordet lavo (at vaske) – formodentlig fordi lavendler i årtusinder har været brugt i forbindelse med vask af tøj. Det ”latinske” slægtsnavn som bruges i Carl von Linné’s navngivning Lavandula stammer direkte fra plantens oprindelige kaldenavn.


De mest populære lavendelarter har gennem tiderne fået tildelt lokale navne som f.eks. Engelsk Lavendel, Fransk Lavendel eller Spansk lavendel, men de fleste af arterne har ”kun” deres latinske navn.

Lavendelbed i Esthers Have - Sommer lavendler i blomst

Lavendeler gror over et meget stort område af Jorden, oftest i det tempererede klimabælte. Det strækker sig fra De Kanariske Øre over hele Middelhavsområdet, det østlige Afrika, over Mellemøsten til det sydlige Indien.

Historisk

I Romertiden var lavendler ekstremt eftertragtede, og var et "luksus-produkt". Prisen omkring vor tidsregnings begyndelse var 100 denarii for et halvt kilo lavendelblomster – hvilket svarede til en landarbejders månedsløn.


De første lavendler kom til Nordeuropa via Tyskland og England i 1600 tallet. Dengang var det arten Stoechas som var den mest eftertragtede, men på grund af prisen var det kun den rigeste adel som havde adgang til lavendler. Her brugte man lavendlerne i madlavning, og flere dokumenter viser, at Englands dronning Elizabeth fik fremstillet både marmelade og te af lavendlerne. Sjovt nok er der ikke tilsvarende historier fra Frankrig og Italien, hvor lavendlerne først gjorde sit indtog i madlavningen i det 20. århundrede.

Lavendelolie

Lavendler dyrkes i dag kommercielt mest til fremstilling af æterisk lavendelolie. En af de mest anvendte arter er Angustifolia (Engelsk Lavendel), hvis sødlig og mild duft passer godt til sæbe, balsam og parfumer. Ofte dyrkes varianter af Angustifolia og Latifolia, og de kaldes ofte Hollandsk Lavendel, Lavandin – eller Lavandula x Intermedia. Disse varianter - som også kaldes krydsninger eller hybrider - er fremdyrket fordi de er mere modstandskraftige, lettere at dyrke og høste, og har større blomster. Disse lavendler giver en olie som har en lidt mere direkte duft fordi den bl.a. indeholder kamfer.


Olien – og i visse tilfælde også blomster og blade, bruges i parfumer, sæber, kropsolie og i en bred vifte at tilsvarende produkter, hvor lavendelduften er fremherskende.

Beskårede lavendelbuske - Beskæring sommer
Lavendler i bundter

Kulinariske lavendler

Lavendler er generelt sikre for mennesker – både på huden og som kulinarisk tilsætning til mad - i begrænsede mængder. Det er dog ikke alle arter som smager lige godt. Engelsk Lavendel (Angustifolia Munstead) er den mest anvendte i fødevare, og både blade og blomst kan koges til te, tilsættes desserter og kager. Smagen er dæmpet og giver lidt noter af lemon og citrongræs.


Lavendler dyrkes også typisk i forbindelse med bihold, og giver meget velsmagende lavendelhonning.

Holder møl væk


Fra gammel tid har man brugt lavendler til at holde tøj og klæder fri for møl. Det husråd holder ved den dag i dag - og det virker. Møl hader duften af lavendler. Så meget desto bedre, at vi så får den fulde glæde af den dejlige duft af rent tøj.

Blomsterne

Lavendelblomsterne har flere anvendelser. De kan kandiseres, og bruges som pynt på kager og desserter. I dele af middelhavsområdet tilsættes lavendelblomster til fåre- og gedemælk, og bruges også i oste af denne mælk.


Brugt som egentligt krydderi kan blomsterne blandes med andre tørrede krydderier som f.eks. basilikum, timian og rosmarin. I bagværk hvor der indgår rosmarin, kan lavendelblomsterne bruges som direkte erstatning.  


Hvis de friske blomster lægges i sukker, overføres den æteriske olie til sukkeret, som derefter kan bruges i madlavning. Blomsterne kan sigtes fra sukkeret inden brugen.


Lavendelblomsterne kan også bruges i spiritus i f.eks. snaps eller gin.

Bierne

Bier elsker lavendler. Derfor er det en god idé at plante lavendler i haven, og i konkurrencen med andre blomster vinder lavendlerne altid biernes gunst. Nektar indholdet i lavendler – uanset art – er højt, og derfor skal bierne bruge mindre energi på at ”høste” nektar fra lavendler. Det finder bierne hurtigt ud af, og er der lavendler nok, foretrækker de at høste fra dem først.


Så planlægger man at holde bier er lavendler en glimrende måde at holde bestanden med mad, og samtidig får du en god og velsmagende lavendelhonning som belønning.

Beskæring af lavendler
Stoechas - Sommerfuglelavendel

Stoechas (Sommerfuglelavendel)

Spicata (Ægte lavendel)

Spicata (Ægte lavendel)

Dentata (Tandet lavendel)

Dentata (Tandet lavendel)

Latifolia (Bredbladet lavendel)

Latifolia (Bredbladet lavendel)

Varianter af lavendler

Der findes 39 forskellige arter i lavendelslægten, og dertil kommer mere end 450 varianter. Varianterne er opstået ved genetisk udvikling i planterne selv, og ved at mennesker har fremdyrket nye varianter ved krydsbestøvning.


I Romerriget kendte man til fem forskellige lavendelarter: Stoechas (Sommerfuglelavendel), Pedunculata, Dentata (Tandet lavendel), Spicata (Ægte lavendel) og Latifolia (Bredbladet lavendel).


Da lavendler generelt nemt krydsbestøver hinanden – også uden menneskelig hjælp – er der gennem årene opstået mange nye varianter, og de 450 som indtil nu er kendt, vil vokse yderligere i antal.


De varianter som er skabt af mennesker betragtes som ”produkter”, som skaberen har ophavsret til. Det betyder, at disse varianter ikke må sælges medmindre forhandleren betaler afgift til ophavsmanden – lidt i stil med det vi kender fra musikkens verden, hvor der er grænser for hvor meget musikere kan ”låne” fra en anden kunstners værk.


Nogle af varianterne har opnået en robusthed som gør dem overlegne i forhold til andre lavendelarter – de er blevet invasive varianter. I nogle tilfælde har disse varianter haft held til at undslippe deres dyrkede omgivelser, og til at brede sig vildt i naturen. Det gælder f.eks. varianter af Stoechas som i starten af 1920’erne begyndte at brede sig vildt i Victoria i Australien, hvor den udkonkurrerede andre lavendelarter. Af samme grund betragtes disse varianter i dag som ukrudt i dele af Spanien.

LAVENDLERNE I HAVEN

Originale lavendler


I Esthers Have findes disse originale arter:


  • Lavendula Angustifolia (Engelsk lavendel)
  • Lavendula Stoechas (Sommerfugle lavendel)
  • Lavendula Pedunculata (Fransk lavendel)
  • Lavendula Dentata (Tandet lavendel)
  • Lavendula Spicata (Ægte lavendel)
  • Lavendula Latifolia (Bredbladet lavendel)

Varianter


I haven finder du også følgende varianter Lavandin x Intermedia:


  • Grosso
  • Silver Edge
  • Exceptional
  • Sensational
  • Phenomenal

KØB LAVENDLER

NYT! Nu kan du købe lavendler i Esthers Have


I løbet af 2024 kan du købe lavendelplanter i Haven. Det gælder både vores originale arter, og - ikke mindst - de 5 varianter som er vist herover.


Salget af varianterne er blevet muligt efter, at vi har opnået tilladelse til at sælge de kopibeskyttede planter. Esthers Have bliver det eneste sted i Danmark hvor disse varianter kommer til salg.


Hvornår salget starter afhænger af vejret i løbet af foråret. Følg med på siden og på Instagram, så du kan se hvornår planterne er klar til et nyt hjem.


Hvis du melder dig ind i Esthers Have Klub, får du besked inden salget åbnes for alle, og dermed kan du sikre dig at være blandt de første der kan få fat i de nye varianter. Som Klub medlem får du også fordelagtige priser på planterne.

Blomstrende sommer lavendler i solnedgang